Møn i september

Jeg fik en invitation af Carsten "Troutbum" Skøtt, om at komme til Møn i uge 38. Desværre passede det ikke optimalt med kalenderen, så det blev blot til et besøg torsdag aften og fiskeri i løbet af fredagen.

Da jeg mødte Carsten og hans makker Janus, var det på Skilterevet i den gyldne time. Solen var lige gået ned, og månen var på vej op. Viden var svag, så det var perfekte forhold at fiske under. Og hvis ikke det lige var for alle hullerne i Carstens waders, var de sikkert også fortsat en time yderligere. Men nu var der kommet fisk på land, så ved min ankomst besluttede de sig for at stoppe for dagen.

Næste dag skulle huset gøres rent og nøglerne afleveres på Møns Klint Resort, så vi stod først ved vandet ved 11-tiden. Carsten og Janus var gået ud på revet, og da jeg lidt efter kom i kajakken, fortalte de om al for meget drivende ålegræs. De besluttede sig for at tage til Skilterevet, men jeg kunne ro lidt rundt og se om jeg kunne fiske omkring bæltet af drivende ålegræs.

Mens jeg justerede instrumentet hørte jeg et plask et stykke bag mig. Det var ikke Carsten og Janus, for de var gået ind. Jeg kunne ikke se hvad det var og hvor det var, men jeg roede i den retning jeg mente det kunne være. Kastede nogle gange og fik græs på hver gang. Lidt længere hen ad kysten og næsten fri af græsset kastede jeg igen. Græs på igen, men der var alligevel en god havørred efter blinket!

Da jeg hev blinket ud af vandet blev havørreden stående fire-fem sekunder, og jeg kunne næsten se den tænke "Hvor fa'en blev min mad af?". Men så svømmede den roligt videre og jeg fik kastet tusinde gange efter den, uden at få den gjort interesseret igen. Der var rigeligt liv i vandet i form af mindre havørreder og tobiser der blev jaget ud af vandet. Men den store udeblev denne gang.

Efter en time på pladsen og kun små havørreder rodede jeg hen til Carsten og Janus på Skilterevet. Der skulle lige sættes en wobler til dørgning på vejen. Wobleren var en markant tobis imitation, som skal dørges med god fart. Den var kun lige sat og jeg havde roet 50 meter da hugget faldt. I mit hoved havde jeg kun den store havørred, og jeg kunne tydeligt mærke at der var mere gods i denne fisk, end de små henne ved ålegræsset. Den kæmpede ihærdigt, men inde ved kajakken viste det sig at det blot var en torsk på lige under to kilo.

Ved Skilterevet mødte jeg Carsten og Janus igen. De havde ikke fået noget, og var mest indstillet på at pakke samme og vende snuden hjemover.

Jeg fiskede lidt ud for revet og dørgede tilbage til stedet med det drivende ålegræs. Her blev der fisket i yderligere en halv times tid, men nu virkede stedet forladt. Det var også på tide for mig at pakke og køre hjem.